Evnen til at hyrde ligger instinktivt i de fleste hyrdehunde. Men for at blive en god arbejdshund, kræver det at hund og hyrde opnår et godt samarbejde gennem fælles træning. Sørg for at afprøve hundens naturlige egenskaber på hundevante dyr, under fornuftige forhold og kyndig undervisning.
Det er vigtigt allerede i indlæringsfasen at træne både tildrivning og fradrivning af dyrene. Opgaverne skal bygges op omkring hurtig og langsom træning. Hunden skal lære at være i balance og holde afstand til dyrene. Har hunden meget lyd på, i form af gøen, skal denne adfærd minimeres så tidligt i træningsforløbet som muligt.
Når man arbejder med og træner hyrdehunde til arbejdet med andre dyr, arbejder man massivt på at få ro på hunden - den skal bevæge sig langsomt, målrettet og under fuld kontrol. Hunden arbejder i balance, når den afskærer dyrene alle andre flugtveje end den, der leder mod hyrden. Det vil sige, når hunden arbejder på den modsatte side af dyrene, vil den hele tiden placere sig således at den er i balance i forhold til hyrden, også når hyrden flytter sig.
Hunden får aldrig lov til at ’jage på egen hånd’ for at hente nogle dyr på afstand. At hente dyr på afstand er noget hunden lærer senere i sit træningsforløb, netop fordi udløb tænder jagtinstinktet. Derfor skal kontrollen være på plads, før hunden kan hente og samle en dyreflok.