Racen / Racebeskrivelse
 

STOR HUND I EN LILLE KROP

 

Hjemland: Storbritannien, Wales

Højde: 30 cm for begge køn

Vægt: 11-20 kg

Alder: 10-14 år 

 

Welsh Corgi Cardigan

Karaktertræk:
Opmærksom, nysgerrig, rolig og hengiven. En god familiehund, med stor tolerance overfor familiens medlemmer, god samarbejdsviljle og flokinstinkt idet racen er af hyrdehund. Som arbejdshund drev cardigans kvæget foran sig ved at nappe dyret i haserne. Et instinkt den kan finde på at praktisere også over for mennesker i hurtig bevægelse. Racen har mere eller mindre beskyttertrang ift. eget territorium, og kan være noget gøende, "alarmberedskabet" indstilles ved signal fra hundeføre.
 
Behov:
Daglig nærkontakt med sin familie. Racen er meget alsidig og en loyal familiehund, som tilpasser sig miljøet, om den lever i storbyen eller på landet.  Nogle cardigans er det som kaldes ”one-man dogs”, hvilket betyder at et bestemt familiemedlem bliver favoriseret af hunden.
 
Trods racens størrelse, har den et stort behov for intelligent stimuli, samt gode gåture hvor den kan udforske og undersøge verdenen. Bliver racen præget på andre hunde og kæledyr i en tidlig alder, vil de stortrives med deres selskab.
 
Racen er gode vagthunde, og giver lyd når fremmede nærmer sig deres territorium, de afventer dit signal om at faren er drevet over, før den indstiller sit ”alarmberedskab”. Det kræver derfor at du som hundeejer forstår det samarbejde hunden søger, ellers kan den gøende adfærd tage til i styrke.
 
Vækst: 
Vis hensyn til hundens lange ryg. Leg ikke "træklege" hvor hunden løftes fra jorden i sit legetøj. Hvalpen er i kraftig vækst til den er ca. 12 måneder, og har brug for et godt kvalitetsfoder med de rette forhold (protein, fedt og kulhydrat). Ingen voldsom miljøbelastning det første år, hvor hvalpen opbygger sine knogler, led samt muskler, her tænkes særligt på; Overdreven motionering, springen op og ned samt daglig vandring på trapper.
 
Indlæring:
Racen kræver at man er konsekvent i sine indlæringsprincipper, men bestemt ikke håndfast. Benyt hyrdehundeegenskaberne og træn i korte, positive sekvenser. De er meget intelligente, lærenemme, aktive samt atletiske og egner sig derfor godt til mange forskellige slags sport som eksempelvis; Rally, lydighedstræning, sporarbejde, hyrdeprøver, agility og meget mere.
 
Pels og pleje:
Pelsen er vejrbestandig og isolerende med lige, korte til middellange dækhår over tæt, blød underuld. Børstning en gang om ugen fjerner det meste af den løse underuld. Mindre daglig fæld må forventes, samt 2 større skift af pels årligt. Klip klørene samt pelsen under poterne.
 
Aktivitetsniveau:
Udholdende og robust over for alle vejrtyper. Hyrdehunde er aktive og arbejdsglade med et udpræget flokinstinkt. Derfor må man som ejer være forberedt på, at den voksne hund kræver beskæftigelse i form af intelligent aktivitet samt moderat motion. 
Kennel Vistruphus v/Henriette Vistrup | Holmevej 1, DK-4390 Vipperød  | Tlf.: +45 2620 0820 | vistruphus@gmail.com